2023 sejler - bogstaveligt - væk. Året har som forrige år været helliget kirker. Først var der Grindsted kirke, hvor sognet fejrede kirkens 100-års jubilæum for en massiv om- og udbygning. Udgivelsen 'Et sekel svandt' er en festskrift i den anledning. Mit bidrag er den første kapitel, der fortæller om en af tidens ypperste kirkearkitekter, Harald Lønborg-Jensen, og hans gevaldige restaureringsarbejde i Grindsted. Nok det arbejde, arkitekten mest var stolt af. 

Harald Lønborg-Jensen

Grindsted Kirke inden restaurering

Grindsted Kirke i 1922, næsten færdigbygget

Et kort uddrag af artiklen 'Arkitekten og kirkebyggeriet'

På fotografiet af kirken under ombygningen, ses Lønborg-Jensens masterplan tydeligt. Det gamle kor og det gamle skib synes upåvirkede af den overraskende store udvidelse mod vest, som det nye skib og tårnbygningen udgør. Traditionalister kan glæde sig over, at den oprindelige bygning, hvor Grindsteds menigheder gennem snart 900 år havde været samlet til gudstjenester, tilsyneladende står uantastet hen. Kunsten har været at sammentænke det gamle med det store, nye, uden at overdøve og forklejne det oprindelige. Den færdige kirke har reminiscenser af en basilika (denne græske betegnelse betyder egentlig en kongelig søjlehal.) Kendetegnende for en basilika er et højt, centralt skib med lidt lavere og knap så brede sideskibe, oftest med en apsis for enden. Denne grundplan blev kopieret i nogle af de store, middelalderlige kirker i Danmark, såsom Viborg og Ribe domkirke. Lønborg-Jensen havde, som tidligere anført, arbejdet netop i Ribe som domarkitekt og var fortrolig med dens arkitektur.

Ud over at have pietetsfølelser over for den gamle kirke, som havde klaret århundreders omskiftelighed og var en slags levende dagbog over menighedernes tro, var Lønborg-Jensen især fokuseret på triumfbuen og koret. Selv mange år senere vendte han tilbage til oplevelsen af under ombygningsarbejdet at afdække triumfvæggen i sin oprindelighed. Som vi ved gik planen ud på at ’redde hvad reddes kunne’ af det gamle. Da vestenden af skibet var i elendig forfatning, betød det, at en del af det sagtens kunne fjernes. I 1800-tallet var brædderne i loftet så mørnede, at ’menigheden ikke kunne opholde sig der uden at udsættes for farlige følger, dels af nedfaldende, rådne stykker og dels for helbredets skyld’. (Danmarks kirker side 2234)

Vejen var vist: Det afkortede skib blev omdannet til kor og der blev lukket af til det, der nu kunne blive til et sakristi.